Menu

Superligastemning til sæsonafslutning i serie 2

image Foto: Jeff Duckett
30. oktober 2022 kl. 15:38

Lørdag var dagen for den sidste turneringskamp i et overordentligt flot efterår for serie 2 holdet. Som oprykker fra serie 3, var det svært at vide, hvad man kunne forvente. Men under kyndig ledelse af cheftræner Arne Ringsing, har holdet placeret sig på en flot 3. plads i tabellen med kun 2 nederlag ud af 11 spillede kampe.

Sidste kamp var mod Brøndbyernes IF. Og selvom det ikke var superligaholdet der mødte op, var supporten fra de omkring 200 medrejsende fans superligaen værdig. Baggrunden for den store interesse for seriefodbold var, at Brøndbys professionelle afdeling kort forinden var blevet solgt til udenlandske investorer, så fangruppen havde lyst til at give lidt opmærksomhed til amatørafdelingen.

Alt forløb efter planen på lægterne. Stor ros til Brøndbys tilskuere for at skabe en overordentlig god stemning til en serie 2 kamp.

Selve kampen endte 1-1, hvilket efter spil og chancer nok må siges at være et fair resultat. Brøndby var gode, når de var på bolden, mens Havdrup havde muligheder for at afgøre kampen til sidst med et par store chancer.

Holdets sidste kamp inden der bliver droslet ned til vinterpause, er kvartfinalen i seriepokalen på lørdag d. 5/11 kl. 13, hvor holdet skal prøve at vinde over Skjold Birkerød på udebane for at komme videre til semifinalen.

Se flere billeder fra kampen mod Brøndby her: Serie 2 mod Brøndby (foto: Jeff Duckett)

Luk