Opdeling af hold fra U10
Fra U10 vil vi begynde at opdele spillerne i hold 1 og hold 2.
Dette tiltag er lavet med fokus på spillernes individuelle udvikling og for at skabe den bedst mulige balance i både træning og kamp.
- Spillere udvikler sig bedst, når de træner inden for deres zone for nærmeste udvikling – det niveau, hvor de udfordres passende, uden at det bliver for let eller for svært. For at sikre, at alle spillere får den bedste mulighed for udvikling, ønsker vi at matche dem på et niveau, hvor de kan være med, lære og have flest mulige boldberøringer i løbet af en træning.
- Holdene vil kun være opdelt under dele af træningen, når det giver mening i forhold til spillernes nuværende niveau og udviklingsmål. I andre øvelser, som eksempelvis driblinger eller skud, vil alle spillere træne sammen.
- Til kampe vil holdene være opdelt, så spillerne matches med modstandere på det niveau, der passer dem bedst. Dette betyder, at spillere fra niveau 1 ikke deltager på begynderhold – og omvendt – for at sikre, at alle får den rette udfordring og flest mulige boldberøringer, uanset om de træner eller spiller kamp.
- Denne opdeling er også en hjælp til trænerne, da beslutningen er forankret i klubbens politik. Trænerne skal ikke forklare eller forsvare opdelingen overfor forældrene, men kan henvise til klubbens fælles holdning.
- Ved kampe skal holdene alligevel spille niveaudelt, og dette tiltag sikrer, at træningen matcher det, de møder i kamp. Målet er at give alle spillere flest mulige boldberøringer og dermed styrke deres udvikling og glæde ved fodbolden.
Vi ser frem til at fortsætte udviklingen af Havdrup Fodbold og skabe de bedste rammer for både børn og voksne i klubben.